Briard - eller Chien de berger de Brie, som er racens officielle franske navn- er en stor langhåret hyrdehund af fransk oprindelse, Højden er på 56-64 cm for tæver og på 62-68 cm for hanhunde. Vægten er på mel lem 32 og 45 kg afhængig af køn og højde.
Pelsen er lang og bølget, dækker hunden overalt og varierer i farve fra lys beige over gyldenbrun (fawn-farverne), sølv- eller stålgrå til skinnende sort. Pelsen er strid, gedehårsagtig- og smudsafvisende. Briarden fælder ikke og skal ikke trimmes. Pelsplejen er begrænset til en god gennembørstning en gang om ugen. når hvalpen har skiftet til hvalpe- til voksenpels, hvilket sker omkring etårsalderen.
Er du interesseret i yderligere oplysninger om briardens udseende, se FCI-standarden. En standard er en beskrivelse af, hvordan en perfekt hund, i dette tilfælde en briard, skal se ud.
Karaktermæssigt er briarden en pragtfuld hund. Den er overordentlig intelligent, følsom og i besiddelse af en udpræget evne til at socialisere sig: ja man føler af og til, den er I besiddelse af næsten telepatiske evner.
Briarden knytter sig meget stærkt til sin familie. Den er meget kontaktsøgende og vil helst deltage i alt, hvad familien foretager sig. Man skal derfor være indstillet på at beskæftige sig meget med den.
Briarden er særdeles vagtsom og tillader ikke uden videre fremmede at trænge ind på familiens enemærker, når ejeren ikke har givet lov. Den er ofte reserveret over for besøgende, den ikke kender særlig godt, men den er ikke aggressiv, ser dem blot an. Børn derimod, såvel ens egne som andres, kan frit færdes ind og ud af havelågen.
En briard er en brugshund og bør på trods af sit lidt pussenusseagtige udseende betragtes som en sådan.
Det vil sige, at hunden- og dermed familien- trives bedst, hvis hunden under sin opvækst opdrages til en vis lydighed mod alle I familien. Denne opdragelse, som bør starte, så snart hvalpen er faldet til i sit nye hjem, bør omkring 5-6 måneders alderen udbygges med et hvalpemotivationskursus i en anerkendt forening. Om man senere vil fortsætte med egentlig lydighedstræning skal være op til den enkelte ejer, men det er vigtigt, at hunden hele tiden føler, den har en funktion, et arbejde at udføre I familien. Briarden er simpelthen for munter og for intelligent til blot at blive taget frem i ny og næ. En intelligent hund, der keder sig, bliver nemt til en uartig hund!
Forstår man derimod at aktivere sin briard på en god måde, vil man blive belønnet med en munter, livsglad og fantastisk charmerende hund, der med en udpræget sans for humor, som ikke kan beskrives, men skal opleves, vil træde lige ind i hjertet på sin ejer. Briarden er en hund, man virkelig kan føle sig på bølgelængde med.
Briardens historie
Briarden nævnes første gang ved navn i 1750, men har været kendt som type helt tilbage til det 8. århundrede. Man har på gobeliner fra Karl den Stores tid fundet billeder af hunde, der ligner vore dages briarder. Man ved også, at Napoleon, der var en stor hundeelsker, havde briarder i sin hundeflok.
Navnet briard - eller Chien de berger de Brie - har racen ikke, som man skulle tro, fået efter landområdet Brie i Frankrig. Navnet formodes derimod at være en forvanskning at ,,d'Aubry" efter en gammel legende fra middelalderen, der lyder således:
,,Den unge adelsmand, Aubry da Montdidier, som gjorde tjeneste under kong Charles V, var skændigt blevet myrdet af en ukendt person. Aubry's hund forfulgte imidlertid skånselsløst en mand ved navn Richard Macaire, og kongen fik derfor i mangel af andet bevis den ide at lade udkæmpe en duel mellem Aubry's hund og Macaire. Da hunden under duellen, som blev udkæmpet på Ile Notre Dame i 1371, bragte Macaire til knæfald, bekendte han sin misgerning, hvorefter kongen lod ham halshugge.
Hundetypen blev efter denne grusomme episode kendt som Aubry's hund (Chien d'Aubry), og man formoder at dette navn med tiden er blevet til Chien de Brie.
Briarden har en meget lang fortid som hyrdehund og vogter af franske kvæg- og fåreflokke, bl.a. fordi den i kraft af sin størrelse og råstyrke var godt rustet til at tage kampen op mod såvel to- som firbenede røvere.
Briarden blev især til stor nytte efter den franske revolution i 1700-tallet, hvor adelens godser blev opdelt i mindre uindhegnede jordlodder. Briarden er nemlig I besiddelse af et særdeles veludviklet instinkt for hvilket område, der tilhører dens herre, og den formår at holde sin flok samlet inden for dette område. Dette instinkt, som heldigvis er velbevaret, gør briarden til en rigtig hjemmehund uden lyst til at strejfe. Familien er jo i vore dage briardens fåreflok.
Briarden blev under første- og anden verdenskrig brugt af den franske til at bære ammunition og af Røde Kors som redningshund. Ved hjælp af sin fantastiske hørelse og sin fine næse opsporede den let sårede soldater og ledte sygehjælperne til dem. Det siges, at alle sårede opsporet af en briard, fik hjælp for deres lidelser.
Det er klart, at for soldaterne blev briarderne til en helt speciel hund, og mange af hundene fulgte da også med krigsveteranerne til forskellige dele af verden efter krigens afslutning. En del briarder kom på denne måde til bl.a. USA, hvor de i dag er blevet til en meget populær race.
På trods af at briarden har en meget lang historie bag sig, blev der i Danmark først stambogsført en briard i 1972. Racens antal er herefter vokset stille og roligt til i dag at bestå af ca. 800 hunde her i landet (1998).